Når alt er rigtigt

TW_Gallery_HugoRasmussen

TW_Gallery_HugoRasmussen

Når noget er rigtigt, er det “i overensstemmelse med sandheden el. de faktiske forhold” og “ikke bare er en efterligning el. en ringere el. svækket udgave af noget” (sproget.dk).

Der var én ting, der slog mig midt i tre dages forskningskursus på Center for Music In the Brain i Aarhus. Det slog mig så hårdt, at jeg blev nød til at stoppe op og komme overens med det.
Vi var i en stemning ladet med scientific truth. Fx kunsten at skrive en videnskabelig artikel, hvor alt inden for de opstillede rammer fremstår klart, sammenhængende, verificerbar og sandt. En tilgangsvinkel der umiddelbart føles langt væk fra musikkens verden, hvor vi ofte mere sanser end egentlig forstår.

Alligevel har vi også indenfor musik som æstetisk udtryksform en parallel til den videnskabelige sandhed. Vi kalder det, at det lyder rigtigt. Som min afdøde baskollega Hugo Rasmussen forklarer i Tv-dokumentaren Hugo på bas, sker der noget særligt, når alle tilstedeværende retter opmærksomheden i samme retning. Når alt der støjer – mentalt eller konkret – falder væk, og det, der bliver tilbage, opleves som “rigtigt og fedt”. Jeg ved ikke, om Hugo ville have været enig i følgende tilføjelse; måske, jf. øverst, bliver musikken i sådanne tilfælde endda “i overensstemmelse med sandheden”.

”men når det hele falder i hak og man synes, huuuh, nu kører det, […] nu hænger det sammen, nu er det rigtigt. Alt, hvad der foregår her, er rigtigt og fedt” (Hugo på bas, 2016, [19·48]).

Alle, der spiller musik, har prøvet det. Når den er der – og når den ikke er der.
Det gælder både i det musikalske sammenspil såvel som i ens individuelle bidrag dertil. Og det har, som Hugo også er inde på, ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvor ‘god’ man er.

Er jeg ærlig i det, jeg siger (spiller)?
Kan jeg på alle måder stå inde for det?
Er jeg fuldt og helt til stede?
Er det, jeg siger (spiller), baseret på min egen oplevelse?
Er det sandt?

Lyder det langhåret, så lad mig prøve at forklare.
Når jeg fx skriver kompositionen S.W.A.N. til mit orkester The Tangofied Ensemble, er min ambition, at få værket og dets udførsel til at fremstå sandt, så det også opfattes som sådan af andre medmusikanter eller publikum. Det lykkes langt fra altid!
Det handler ikke nødvendigvis om at spille rigtigt; nærmere at være til stede i hver eneste tone, frase og rytme både i kompositionsfasen og den musikalske udførsel.

Derfor er det kompositorisk essentielt at kunne redegøre for alle aspekter af nummeret. Dvs. at have indtaget alle hjørner af det fra et perceptuelt, emotionelt, kognitivt og psykomotorisk perspektiv. Eller sagt med dagligdags ord: at kunne sanse, føle, forstå og spille alle elementerne i musikken. Dvs. på alle måder stå inde for den.
Når det har fundet/finder sted, fremstår det overbevisende og troværdig. Chancerne er i hvert fald større!

Det er bare ikke på sådan med musikalske udsagn, at de, som indenfor videnskab, er eksternt verificerbare. Altså at en anden forsker (komponist/musiker) kan replicere mit forsøg (komposition/udførsel) og nå frem til præcis samme resultat.

Det gør bare ikke musikken mindre sand. Det er blot en anden – lige så fascinerende – erkendelsesform, der også bygger på streng stringens, og som sigter mod at skabe noget sandt af universel karakter. Det var dét, der slog mig!

Billedet øverst er taget af Henrik Bønnelycke 24. juli, 2015, efter Hugos duokoncert med guitaristen Jacob Fischer i Sønderho, Fanø. Fem uger senere havde Hugo forladt os.

Æret være dit minde, Hugo (1941-2015). Der kommer aldrig en anden som dig. Du er savnet.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s