Dagbog dag 2 – The Tangofied Ensemble

Nogen gange spørges der, hvorfor mine kompositioner hedder, som de gør. Og indrømmet, oftest er sammenhængen mellem musik og titel ej heller indlysende.
I studiet i dag indspillede vi fx – med pianisten Peter Rosendal som gæst – tre numre: Bach, Kogle og Clever Little Me. Nedenfor vil jeg kort redegøre for, hvorfor de hedder, som de gør.

Først og fremmest er titlerne, helt overordnet, oftest en slags ‘dagbogsnotater’, der refererer til noget, der optager mig i den periode, hvor numrene finder deres endelige form.

Bach
Forrige jul var jeg i DR-byens koncertsal og hørte Bachs Matthæus-passion med et fransk barokorkester og et kor, som jeg begge har glemt navnene på. Jeg var endt til koncerten alene,  havde købt en god plads og lænede mig tilbage, klar til at nyde musikken.
Jeg kunne ikke tro mine egne ører, da musikken startede! Alene de første instrumentale takter før koret kommer ind indeholdt en følelsesdybde, kompleksitet og transparent skønhed uden lige. Jeg var måløs! Hør selv.
Jeg tænkte: hvis bare jeg kunne skrive musik, der indeholder lidt af disse kvaliteter, vil jeg være lykkelig. Og så slog det mig, at musikken er skrevet i 1727, dvs. for små 300 år siden. Tankevækkende!

I min sommerferie dukkede der så en komposition op, der har inspiration fra den type harmonisering, der findes i Bachs cellosuiter. Dem har mange bassister, inkl. jeg selv, spillet mig gennem. Derfor kom nummeret til at hedde Bach som en ydmyg tak fra en almindelig dødelig til en store mester.

Kogle
var kort og godt kodenavnet på min sidstfødte, mens han stadig lå og danderede den inde i moderens mave. Han hedder noget andet nu, omend vi kort overvejede, om det ville kunne fungere som navn. Musikken fandt vej under graviditeten, så titlen Kogle passer på den måde.

Clever Little Me
er inspireret af buddhistisk tænkning, der bl.a. – i min forståelse – italesætter det vildfarne i at opfatte sig selv som værende ‘adskilt’ fra andre individer og verden som sådan. Og om at bruge ‘cleverness’ til at opretholde en adskillelse, der reelt ikke eksisterer.
Som hvis jeg fx musikalsk bruger nogle avancerede akkorder eller hippe rytmer for at tiltrække opmærksomhed til mig selv (fremfor musikken):  se mig, er jeg ikke bare dygtig og noget helt specielt!
Det er det, i modsætning til ovenstående, der er så rystende ved Bachs musik. Den fremstår løsrevet fra det personlige plan. Vi kender ikke Bach, personen, kun den ufatteligt dybfølte musik.
Jeg mener nu personligt ikke, at det nummeret Clever Little Me, som vi indspillede, falder for ovennævnte fristelse til at pege på mig selv fremfor musikken. Det var bare noget, jeg tænkte på i de dage, jeg skrev det.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s