Lotte Andersen – Hjemmefra

Lotte Andersen Band

Lotte Andersen vender hjem på egen debut-cd ”Hjemmefra”
Den syngende skuespiller tager skridtet fuldt ud og udgiver fornem cd med egne sange.

Lotte Andersen begyndte egentlig sin karriere som sanger, og selvom der har været mange markante succeser som skuespiller både på teater, film og Tv, har kombinationen med det store sangtalent bragt hende helt op i A-ligaen. Danskerne har nydt Andersens stemme, når hun overbevisende har fyldt både svære, skøre og rørende roller ud i teaterkoncerter og film som Gasolin, Snedronningen, Come Together, Matador, Juletestamentet og Oh Happy Day.

Med Cd’en Hjemmefra er Lotte Andersen imidlertid tilbage ved udgangspunktet, som sangerinde, som sangskriver: ”Det er en gammel drøm der er gået i opfyldelse med denne CD. Jeg har haft lysten længe, men jeg havde også det krav til mig selv, at det først skulle være den dag, hvor jeg havde de helt rigtige sange, som jeg selv havde skrevet.”

Først da Lotte Andersen i 2008 indledte et samarbejde med den anerkendte bassist, komponist og kapelmester Torben Westergaard, begyndte sangene at tage form.

Det er blevet til en voksen plade som leger med forskellige genrer; country, blues og pop, ligesom der både er sange med mindelser tilbage til dansk beat i 70èrne og andre der peger fremad med Lotte Andersens på en gang lette, poetiske og voldsomt intense stemme i centrum.
At få en flok sange til at makke ret, krævede samarbejde med flere dygtige folk. Udover Torben Westergaard deltager også guitarist og co- producer Søren Bigum (fra Peter Sommer og medvirkende i Come together) og Jonas Berg (Randi Laubek, Caroline Henderson, Swan Lee) og Bjørn Jønsson (Tamra Rosanes og medvirkende i Come Together)i samarbejdet.

Halfdan E. der har produceret og mixet ”Hjemmefra”, har også TV2, Dan Turéll og en lang række film- og Tv- musik bl.a. DR’s kommende Tv-serie” Borgen”, under skjorten.
Det samlede hold med Lotte Andersen i spidsen sikrer Andersens fans lige præcis det univers, de allerede er faldet for. Det er en dygtig fortolker, der kan skære nærvær ud af luften med særdeles kompetent opbakning og man går ikke upåvirket fra mødet med Andersens tur ”Hjemmefra”.

Save

Save