Musikken udenfor rationalitetsregimet

TW-portfolio-HolgerK

TW-portfolio-HolgerK

Åbent brev til Holger K. Nielsen, Kulturordfører, SF

Nedenstående er skrevet på baggrund af et tidligere interview med Holger K. Nielsen i fagbladet Artisten.

Kære Holger,

Jeg skriver til dig, da det vækker min bekymring, når du udtaler til ARTISTEN, at vi kunstnere ikke tager os selv alvorligt, ikke er politiske (nok) og ikke føler os forpligtigede til at tage del i samfundsdebatten. Det mener jeg faktisk, at jeg gennem min musik både gør og er hver eneste dag!

Lad mig forklare det således:
For mig ligger kunsts vigtigste virkemiddel i det nonverbale, hvor det – jf. Tobias Lindholms film Krigen, som du nævner – er muligt at stille spørgsmål, som er både mere facetterede og går dybere end ‘for eller imod’ dansk krigsdeltagelse.
Og hvis det mytiske begreb ‘kunst’ er præcis dét, der røres og sker i dig, når du konfronteres med Krigen som kunstnerisk udtryk, er det jo både glædeligt og bemærkelsesværdigt, at du oplever filmen som ‘fremragende’ omend instruktøren ikke ‘tager stilling’. Hvem ved: måske du efterfølgende, på baggrund af denne sanselige oplevelse, tænker, argumenter eller handler en smule anerledes i verden?

For mig personligt handler det som kunstner om at beskrive verden, som jeg oplever den. Mine erfaringer med at være i verden som menneske finder udtryk gennem den musik, jeg komponerer og spiller. Den bevæger, forhåbentligt, både psykisk og fysisk de, som jeg deler den med. Min musik ‘skal’ ikke noget, den ‘vil’ ikke noget. Den er et tilbud om at sanse dig selv i et andet lys gestaltet gennem et ordløst udtryk af de indtryk, verden gør på mig. Den er et udtryk for væren-i-verden på ‘en anden måde’ og taler, helt (u)bogstaveligt og bevidst, et andet sprog end de ‘økonomer og teknokrater’, du refererer til – og den kan eller skal heller ikke oversættes til deres sprog.

Du efterlyser i ARTISTEN ‘kunst udenfor værkstedets lukkede døre’:
I min oplevelse er der ikke en skarp skillelinje mellem mig selv som kunstner og privatperson. Det er det samme værdigrundlag og menneskelige erfaringer, der udgør fundamentet for to måder at være på. Om end de giver sig forskelligt udtryk. Som kunstner frembringer jeg musik og skriver fx dette brev til dig. Som privatperson køber jeg økologisk, prioriterer bæredygtighed og miljøhensyn, prøver at møde min omverden nysgerrigt og empatisk, linker til artikler med politisk og værdimæssigt indhold på Facebook, diskuterer politiske emner i min omgangskreds og stemmer, selvsagt, på et politisk parti. Men da jeg ikke er forskellige personer kunstnerisk og privat, har mit kunstneriske udtryk, for mig at se, i det mindste værdipolitisk karakter. Også selvom det i sit udtryk forbliver udenfor rationalitetsregimet.

Jeg er derudover medlem af både Dansk Artist Forbund og DJBFA, der er en interesseorganisation for komponister. Jeg er glad for at være en del af disse sammenhænge, da de gør et stort arbejde på fagpolitisk niveau, der for mig, som enkeltindivid, i sin kompleksitet er ret umuligt at overskue og agere i. Jeg er glad for, at arbejdsmarkedet har sådanne faglige organisationer og forbund, der kan tale professionen og den enkelte professionsudøvers sag sammenhængende og med en kompetence, der ligger over, hvad jeg selv kan præstere. Faktisk mener jeg, at sådanne organisationer er sat i verden for på politisk niveau at tale interessegruppers sag samlet, sagligt og fagligt i samfundsdebatten.

Min musik har mange gange modtaget støtte fra bl.a. Statens Kunstfond. I min forståelse er der dog tale om et reelt og klassisk arbejdsforhold: Kunstfonden bestiller (for mit vedkommende) musik; jeg frembringer denne og stiller den til rådighed for borgerne i samfundet. Denne opgave tager jeg meget alvorligt, på samme måde som jeg forventer, at den tømrer, der lige har opsat vores køkken, gør det med sit arbejde.
Derfor har jeg afslutningsvist lyst til at henlede din opmærksomhed på mine cd-udgivelser, der alle, i min opfattelse, er ment som værdipolitiske bidrag til fællesskabet og til en måde at forstå og være i verden på.
Tag fx nummeret Minor Me fra min seneste kunststøttede cd Tangofied II, der kan købes på nettet, lånes på Folkebiblioteket eller høres nedenstående.
Sæt dig uforstyrret, evt. med hovedtelefoner på, og lad stå til for et øjeblik. Jeg mener det helt alvorligt!

Alt det bedste.
Tak.
Torben Westergaard
(Musiker, Komponist & Underviser)

. . .

Holger K. Nielsens svar lød således:

Kære Torben

Tak for dit åbne brev og en beklagelse over, at jeg ikke har svaret før..
Jeg er helt enig i mange af dine betragtninger. Naturligvis kan kunst sanses uden at det nødvendigvis skal have et direkte politisk formål. Samtidig med at det alligevel medvirker til politisk stillingtagen og andre måder at se verden på. Mine bemærkninger i Artisten er ikke ment som en kritik af kunstnerne, men nærmere som et hjertesuk over, at vi har brug for kunstnernes bidrag i den politiske diskussion. Fordi de har noget at sige, som ofte ligger ud over politikernes tænkning. I det omfang der er tale om kritik, er det mere en kritik af politikerne og den teknokratisering af debatten, der har fundet sted.
Det bliver imidlertid for begrænset, hvis kunstnernes politiske aktiviteter udelukkende fokuserer på interessevaretagelse i forhold til den statslige kulturpolitik. For mig er det vigtigt at kulturpolitikken i højere grad bliver en del af den almindelige politiske diskurs.

Vh
Holger

. . .